(37) Farmand vidste, at han ikke måtte
køre
bil, når han havde drukket for meget, men han var meget utilfreds
med hustruens kørsel, og efter et højlydt skænderi
besluttede han sig til at stoppe bilen ved at dreje nøglen om.
Det
opnåede han da også, uden at aktivere noget bremselys, og
resultatet
var at en større mængde biler blev indviklet i et
sammenstød
på en hovedvej. Jeg blev bragt ud af politiet, den vagthavende
kollega
var ved at tage sig af to børn inde i en redningsambulance, og
da
der var nok at gøre udenfor, så jeg ham aldrig dér.
Problemet, når man kommer for tidligt til en stor ulykke, er at
det
praktisk ikke er muligt at danne sig noget overblik over patienterne,
så
til en vis grad startede jeg bare i den rækkefølge jeg
mødte
dem. Senere bliver problemet at der er for mange hjælpere til at
man kan få noget overblik over dem, mens patienterne måske
forsvinder i mængden. Jeg har en vis øvelse i at
lægge
drop og vi har nogle sikre smertemidler, faktisk en forudsætning
for at skynde sig med en terapi og så forlade patienten for en
tid.
Den første patient havde et lårbendbrud og heril svarende
stærke smerter og blev behandlet på nævnte
måde.
Nu kunne jeg forstå på brandvæsenet, at der var
mindst
10 svært sårede, så jeg bad politiet om at give denne
meddelelse videre og rekvirere passende forstærkning. Hermed var
det overladt alarmcentralen at tage vare på det videre. Det viste
sig, at der kom en lang række ambulancer, to helikoptere og
yderligere
to kollegaer. Jeg bad nu om at patienterne, for så vidt at de var
befriet, blev bragt til en nogenlunde centralt liggende plads, så
ville jeg bedre kunne overskue dem og prioritere deres transport, mente
jeg. Det fungerede bare ikke i praksis, flere af ofrene var indeklemt,
andre al-lerede bragt til ambulancer på begge sider af
ulykkesstedet.
Det blev nødvendigt at forbyde nogen af ambulancerne bare at
køre
bort uden at der også var en nødvendighed for hurtig
transport,
dvs. at jeg skulle se alle patienter inden de blev kørt
væk.
Også den næste patient var indeklemt men ved at blive
befriet.
Det ville imidlertid blive smertefuldt for hende at komme ud, så
her kom den første piratanæstesi i brug, og det samme blev
nødvendigt med en anden. Derefter var der to patienter med behov
for intubation og hurtig transport, men så kom der også
langsom
et overblik over situationen. Helikopteren fra Basel kom og tog vare
på
det ene barn, der ligeledes var intuberet af kollegaen, som så
ledsagede
det andet barn til børneafdelingen i Lörrach. Nu kom jeg
tilbage
til hvad der skulle have været samlepladsen, hvor der kun var
samlet
tre patienter, to af dem tilsyneladende uden større traumer, men
så var der også den førstnævnte patient, som
det
ikke var lykkedes at få tilstrækkeligt smertefri - ikke
underligt
med at afvinklet lårben. Under andre omstændigheder havde
jeg
indledt en intubationsanæstesi, men dette indbød ikke til
maksimalterapi, så istedet indledte jeg yderligere en
piratanæstesi
i hvilken benet blev rettet ud mens patienten blev anbragt på en
vacuummadras. Så sendte jeg denne patient afsted til
Lörrach,
mens de andre to blev givet laveste prioritet - transport med
almindelig
ambulance når alle andre er væk.
En af de intuberede patienter blev overgivet til en
kollega
fra Schopfheim, for den anden nærmede den anden kollega sig
hørbart
og også helikopteren fra Bremgarten var undervejs - men uden
læge.
Og nu, midt i det hele, gik min personsøger på ny. Jeg
løb
hen til vores udrykningsvogn - alle de fem overlæger havde
nøgle
til den - og fik besked om at tage til en ny udrykning, kun få km
væk, hvor et tog havde ramt to mennesker. Nu, bagefter, ved jeg
at
jeg skulle have sendt den anden kollega derhen, eftersom jeg jo selv
endelig
havde fået overblik over denne store ulykke. Men om det så
var en fejl, så gjorde jeg brug af min bilnøgle og
kørte
alene med udrykning til det andet sted. En ældre kvinde havde
prøvet
at holde en anden væk fra at kaste sig foran toget. Det var ikke
lykkedes hende, og nu var hun i tilgift selv ble-vet ramt. Jeg
konstaterede
hurtigt døden på den ene og skyndte mig at melde at der nu
kun var én at tage vare på. Men jeg stod alene med en
patient,
der både var i blødningsshock og forvirret, men
altså
ikke bevidstløs. For overhovedet at komme til at hjælpe,
måtte
jeg indlede en "vildkatnarkose" (med ketamin) ved en
indsprøjtning
i en muskel. Først efter nogle minutter blev det muligt at
anlægge
en infusion og de-refter gennemføre en intubation - min sjette
open-air
anæstesi den aften. Nu kom en redningsambulance og vi kunne
endelig
transportere patienten tilbage til Lörrach, hvor hun blev opereret
straks, men døde to timer senere af indre blødninger.
Fra den store ulykke overlevede alle 17 sårede
patienter, hvad der godt kan undre når man så hvor mange
der
var akut truet. Alligevel må jeg med en vis ærgrelse
slå
fast, at den mest alvorligt sårede var ham, jeg gav den laveste
prioritet.
Først da de andre 16 var kørt eller fløjet
væk
blev han transporteret til sygehuset i Rheinfelden, hvor man fandt en
traumatisk
udposning af aorta i nærheden af hjertet. Han blev derefter
fløjet
til Freiburg, hvor han blev opereret med et godt resultat. Dette, at
den
mest alvorlige tilstand kan findes blandt de tilsyneladende mindst
alvorligt
sårede, har jeg og mine kolleger oplevet ved flere andre
lejligheder.
For at forstå vores dispositioner skal det
nævnes,
at det i Europa (hvor der ikke skydes og stikkes så meget) kun er
få patienter der ved en sådan ulykke har behov for
superakut
operation, men netop derfor kan man ikke tillade ambulancer at
forsvinde
med mindre svært sårede, "for at lette overblikket over dem
der bliver tilbage." Når undtages dem, der har første
prioritet
for transport, skal man bruge redderne til den næste gruppe, skal
vi sige første prioritet for terapi men ikke nødvendigvis
hurtig transport. Iøvrigt drejer det sig om ikke at eksportere
katastrofen
til et enkelt sygehus, men at fordele patienterne så godt som
muligt.
At det kunne gøres bedre, erfarer man altid bagefter.
(38) En gruppe franske soldater slog lejr
på
Rhinen's højre (tyske) bred og kom uforvarende til at lave
bål
over en granat fra anden Verdenskrig. Ved den efterfølgende
eksplosion
blev en af de unge mænd dræbt på stedet, mens talrige
andre blev alvorligt såret. Det var ikke langt fra Müllheim,
der selv har redningslæger, så jeg kom med vores helikopter
som 2. læge til et uoverskueligt virvar. Vi enedes om at dele os,
så den REGA-helikopter, jeg var kommet med, fløj en af de
hårdt sårede til Basel, mens jeg blev tildelt at tage mig
af
to andre svært kvæstede. Der var ikke nogen der kunne
fortælle
mig, hvad jeg skulle gøre med dem, men der var landet en stor
fransk
mandskabshelikopter, en Alouette Puma, lige i nærheden. Endvidere
var en tysk helikopter undervejs. Da jeg havde medbragt min egen
lægetaske,
havde jeg udrustning nok til at lægge drop og foretage intubation
på de to svært sårede, hvoraf den ene var
bevidstløs
og den anden havde et gabende sår i maven, men jeg havde kun en
ventilationspose
- heldigvis tillod min teknik mig at undlade ventilation efter
intubationen.
Jeg forklarede, at jeg agtede at flyve dem til Colmar med den ledige
Puma
helikopter, og vi fik bragt de to ombord, sammen med et par lettere
sårede.
Vi plejede at sige om REGA-helikopterne, at de havde alt i sig,
undtagen
plads. I Puma'en var der masser af plads, men ellers ikke noget, men
Colmar
var jo ikke så langt væk på den anden side af Rhinen,
tænkte jeg. Altså kom vi i gang, og det varede vel ikke
stort
mere end 5 min at nå til Colmar, men så tog det piloten
mindst
10 min at finde sygehuset, og det blev mig efterhånden pinligt
kun
at være i stand til at ventilere en af patienterne. Kort efter
landingen
og afgivelsen af de svært sårede soldater, som i
øvrigt
begge overleverede mødet med bomben, blev jeg afhentet at REGA
med
besked om at der ikke var mere for os at gøre på
ulykkesstedet.
Senere hørte jeg så hvad der var sket for
helikopteren fra Bremgarten. De havde fået endnu en soldat i
kritisk
tilstand ombord. Da de skulle flyve, spurgte en af gendarmerne, hvor de
tog ham hen, og de forklarede at han hurtigst muligt skulle til et
Traumacenter
for akut operation, derfor valgte de Freiburg, som indtil nu ikke havde
fået del i ofrene. Men nu blev gendarmen grov og viste sin
maskinpistol
med ordere: "Det er en fransk soldat, derfor skal han til Frankrig!" Da
besætningen forstod at medicinske argumenter ikke havde noget at
skulle have sagt over for de patriotiske, svarede de, at de
selvfølgelig
også kunne tage ham til Strasbourg, 30 min. længere
væk.
De fik så lov til at lette og startede med at flyve over Rhinen,
som om de ville til Strasbourg; men da de var kommet uden for skudhold,
foretog de en stor bue og fløj tilbage over Rhinen og til
Freiburg
som planlagt. Også denne unge mand overlevede, men ikke takket
være
gendarmeriet.
(39) I 1988 lavede nogle kåde piloter
en
lav demonstrationsflyvning med en fuldt besat Airbus over Mulhouse's
gamle
lufthavn ved Habsheim, hvor der var et luftshow igang. Det kunne have
været
en rekord hvis de havde fået den op igen, men haleroret blev
fanget
af nogle træer og flyet klaskede ned i skoven lige nord for
landingsbanen.
Ejendommeligt nok var der kun tre, der blev dræbt ved den
lejlighed,
mens ca. 150 passagerer og besætningsmedlemmer kunne reddes til
den
nærliggende lufthavnsbygning. Denne blev triage-sted for en
gammeldags
katastro-femedicinsk tackling af opgaven.
Det varede en halv time, inden den nærliggende
lufthavn Basel-Mulhouse blev orienteret om katastrofen. Herfra blev
informationen
bragt via REGA til tyske of schweiziske enheder. Med en helikopter blev
to læger fra Kantonspital Basel fløjet til stedet, mens
jeg
som vagthavende Notarzt i Lörrach sammen med en kollega blev
fløjet
derhen med en anden. Jeg glemmer aldrig synet af barakken, som
sprudlede
af mennesker, heriblandt en del stewardesser med tårer i
øjnene
(om det så var af lettelse eller fortvivlelse ved jeg ikke), og
så
kom der en læge hen til os og fortalte høfligt, at alle de
sværest sårede allerede var transporteret til et af de to
sygehuse
i Mulhouse (nu en enhed) og at der ikke var brug for os mere, men tak
fordi
vi kom. Kunsten at afvise høfligt og samtidig
umisforståeligt
kendes bedst af franskmændene. Jeg spurgte om vi så ikke
kunne
opbyde vores helikoptere til at fordele nogle af de sværest
sårede
til andre sygehuse, men han forklarede at det alt sammen ikke var
så
galt og gennede os ud så han kunne registrere videre.
Fuldstændig
arbejdsløse i dette virvar, hvor ambulancerne hylende
kørte
frem og tilbage, spankulerede vi så ind til vraget, der i
mellemtiden
var brændt helt ud. Gendarmerne kiggede mistroisk på os,
men
da de skulle bruge en af helikopterne til at forografere det hele fra
luften
blev vi tolereret. Derefter fløj vi tomhændede hjem og
registrerede,
hvor mange vi havde kunnet mobilisere på denne søndag,
inden
vi så også sendte dem hjem igen. Kantonspital Basel modtog
dog om eftermiddagen og aftenen flere patienter med nogenlunde stabile
hvirvelfrakturer, som var bragt derhen med private
køretøjer,
efter at de havde taget del i den hårde landing.
Og så var vi måske bedre stillet end en
katastrofe-equipe
fra Bad Krozingen, som blev stoppet af Gendarmeriet ved grænsen.
Jeg foretog en beretning om denne abor-tive udrykning og opnåede
at diskutere den både med Lufthavnsledelsen og med lægerne
ved SAMU (Societé Ambulances Medicalè et des Urgences)
Mulhouse.
Det kom der ikke så meget ud af, men jeg fik pointeret at selv om
de ikke havde brug for vores hjælp nogensinde, ville jeg gerne
tage
imod deres, nårsomhelst det måtte blive nødvendigt.
Hvad denne katastrofe iøvrigt havde for konsekvenser, har jeg
ikke
noget overblik over, men for mig selv gav den en række negative
impulser.
Sidste kapitel:
Flødeskum og flaps