(28) Det er jo ikke noget fornemt job at være redningslæge. En gang kom jeg til, hvad der viste sig at være en bagateludrykning, mens mit tøj var fuldt af blod lige efter at have været til det modsatte. Forældrene til det syge barn kiggede forarget på mig og bemærkede, at min påklædning lod nogle ønsker stå åbne. Jeg kunne måske have sagt at jeg ikke havde haft tid til at skifte tøj imellem udrykningerne, og jeg kunne have tilføjet at der jo slet ikke var brug for mig her. Istedet for påstod jeg, at jeg jo gerne ville komme i fint aftenstøj, men det ville så koste ekstra ...
(29) Ved en udrykning til et brændende hus blev der ikke brug for nogen læge, men jeg udnyttede mit privileg til at se slukningsarbejdet på nært hold. Det var meget spændende at se røgdykkerne kaste sig ind i huset, formentlig uden at kunne se en hånd for sig. Nå, men det blev sent og jeg ville hjem. Da jeg kom ind i bilen, forrådte min næse mig, at jeg stank af røg. Jeg skyndte mig i bad derhjemme. Derefter skiftede jeg alt tøjet så jeg da selv var til at holde ud, i det mindste hvad lugten angik. Bilen stank i flere dage derefter. Fra den tid var jeg altid svær at få i nærheden af brændende huse.
(30) Når dettte er sagt, er jeg alligevel ikke i tvivl om, ved hvilken udrykning jeg blev mest snavset. Det havde regnet i lang tid, og vi talte om det nu var monsunen der var kommet her, og at det var på tide at bygge en ark i baghaven. Uagtet vejret var man i færd med at lægge en gasledning op ad et bjerg. Pludselig gled en af de store maskiner, der benyttedes hertil, og rullede ned ad den mudrede skrænt. Den første alarm fortalte, at fem arbejdere var blevet begravet under den, så alarmcentralen sendte alt hvad der kunne køre. Ved nærmere eftertælling var der kun én. Egentlig kan man ikke overleve at få et så stort arbejdsinstrument over sig, men det var formentlig netop mudderet, som havde forårsaget ulykken, der også reddede manden ved at lade ham blive trykket ned. Jeg nåede frem ‚i nye balletsko' og blev hjulpet op ad bjerget af et par brandmænd med mere passende støvler - alene havde jeg ikke klaret det. Manden var ikke bevidstløs, men han havde stærke smerter fra forskellige knoglebrud. Ca. 5 meter til den forkerte side (i forhold til den vi skulle nedad) var der fast grund under fødderne ved skovranden, og jeg fik vacuumma-dradsen gjort klar der. Så anlagde jeg en infusion og gav et smertestillende middel. Nu blev patienten forsigt løftet op med vores scoop-stretcher og, stadig med ansigtet nedad, forsigtigt båret hen til skovranden. I mellemtiden var helikopteren alarmeret, brandvæsenet var ved at indrette en interimistisk bro over gasledningen og udgravningen heromkring, og jeg havde bedt arbejderne om at danne en redningskæde bestående af to lange rækker for til sin tid at hjælpe os ned ad bjerget med patienten. Da vi nåede skovranden, injicerede jeg etomidat. Tyve sekunder senere vendte vi den nu bevidstløse patient om på vacuummadradsen og kort efter, at jeg endelig havde fået hans ansigt at se, havde han en tubus gennem næsen og ned til luftvejene. Helikopterbesætningen kom og jeg overgav dem beredvilligt patienten. Broen fungerede perfekt (Fig. 12) og også redningskæden var helt i orden, bortset fra at en større mængde af reddere ledsagede patienten på båren, mens det egentlig kun skulle have været lægen (Fig. 13). Patienten blev fløjet til Basel, hvor han blev behandlet i flere uger inden han kunne udskrives.
Fig 12: Interimistisk bro (30).
Fig 13: Redningskæde (30).
Åndenød
(31) Smerter kan være rædsomme, men værre er det nok at føle at man er ved at blive kvalt. Hvor det synes muligt, prøver man selvfølgelig at hjælpe med forskellige medikamenter, men så eksisterer der også tilfælde, der kræver omgående intubation. Et sådant tilfælde var en 18-årig mand, der havde sit livs alvorligste astmaanfald. Det var kun en km væk, men da jeg kom var patienten mørkeblå i huden og knap ved bevidsthed. Jeg var heldig at finde en vene med det samme og injicerede her etomidat som, i modsætning til andre anæstesimidler, kan bruges ved allergikere, hjerteinfarkt og blødningsshock. Nu havde patienten ikke nogen oplevelse af sin tilstand, men han havde jo stadig heller ikke nogen luft. Igen var det vel nok at betegne som held at tuben blindt gled rigtigt ind. Derefter var det ikke noget problem at sikre mandens liv. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorledes det i dette tilfælde ville være gået, hvis jeg først havde prøvet at undgå intubationen. Asthma er blevet hyppigere og dødsfald forekommer også oftere end det tidligere var tilfældet. Det oplevede jeg ved flere andre lejligheder, men intet var værre end dengang jeg blev kaldt til hjertestop hos en yngre kvinde i lejligheden, hvor hendes to faderløse børn også var tilstede. Selvom intubationen også her lykkedes prompte, var det praktisk taget ikke muligt at få luft i (og navnlig ud af) lungerne. Til dette brug burde der faktisk være medicin, der kan indblæses med det kunstige åndedræt, ikke blot injiceres over tuben. Udviklingen af et sådant system er en af de udfordringer, redningstjenesten stiller til industrien. Den unge kvinde kan det ikke hjælpe, hun døde uden at det lykkedes at genoprette nogen hjerteaktion.
(32) Der var vel også en form for rekord forbundet med den gang jeg blev kaldt med helikopteren til et krampeanfald i Schwarzwald - vel at mærke en yderst rimelig udrykning, hvis man blot kunne forstå hvorfor det skulle tage så lang til med alarmeringen (bl.a. en konsekvens af de upræcise meldinger). Langt borte fra alfar vej fik en fårehyrde et svært krampeanfald. En redningsvogn blev alarmeret og brugte et godt stykke tid på at finde stedet. Patienten krampede endnu, og så blev helikopteren alarmeret. Da jeg kom dertil, mindst 50 min efter annfaldets begyndelse, var manden stadigvæk i krampeanfaldet, hertil næsten mørkeblå af iltmangel. Ved hjælp af et benzodiazepin (midazolam) givet i en muskel holdt kramperne op på få minutter, så vi endelig kunne få lagt et drop. Farverne bedredes, men patienten var stadig bevidstløs (og formentlig udmatttet), så jeg besluttede mig til intubation før lufttransport til Lörrach. Det viste sig at være berrettiget, for da manden kunne befries for tuben 4 timer senere havde han stadig en lammelse i højre side, der varede ved i godt et døgn. De fleste epileptiske anfald er selvbegrænsede, men når de en sjælden gang varer ved, kan iltmangel og udmattelse alligevel føre til en livstruende tilstand.
(33) Jeg blev kaldt til et alderdomshjem, hvor en gammel dame ikke kunne få luft og var uden bevidsthed ved reddernes ankomst. Man kunne tydeligt høre, at åndedrættet var alt andet end frit, men det var svært at vurdere, om det måske altid lød sådan, når man aldrig havde set patienten før. Den vagthavende sygeplejerske gik det vel på samme måde, det var hendes første vagt. Det var ikke min mening at udskyde skæbnens vilje i den høje alderdom, men efter den juristiske sætning "i tvivl for den anklagede" besluttede jeg mig til i det mindste at foretage en intubation, for at lette transporten,' som jeg sagde. Hermed var problemet også løst, patienten tolererede tuben uden den ellers gængige kunstige ventilation, og hun blev indbragt på vores sygehus uden min ledsagelse, idet jeg måtte videre til en anden udrykning. Den næste dag blev jeg kaldt til den medicinske intensivstation, hvor man lige havde fjernet tuben og hurtigt fik bevis for, at den stadig var nødvendig. Da jeg åbenbart "kendte vejen" skulle jeg intubere igen. Nu blev det også klart hvad problemet var: Patienten havde en stor struma (forstørret skjoldbruskkirtel), som trykkede på luftvejene, og det blev hun så opereret for. Bagefter fik jeg en snak med hende, og det var indtryksfuldt at høre om, hvordan hun tidligere gentagne gange havde følt at hun var ved at blive kvalt, men at det virkede som om man ikke tog hendes problemer alvorligt på alderdomshjemmet. En alvorlig advarsel, som ikke har ændret min indstilling til genoplivning af gamle mennesker, men inden det måtte komme så vidt, skal man selvfølgelig være aktiv.
Problemer tårner sig op
(34) Jeg har antydet at kollegerne i andre
redningstjenester
var mere grundige end jeg, til gengæld var de også ret
langsomme.
Det skabte visse spændinger, som kulminerede da jeg var blevet
sendt
ud til en mand, der var styrtet ned fra et tag. Patienten blev
intuberet
og vores alarmcentral adviseret om hvad de nu kunne melde til
sygehuset.
Det var vel en lang liste, og de spurgte derfor om ikke vi hellere
ville
have helikopteren. "Nej, det har vi ikke tid til, patientens tilstand
fordrer
en hurtig hospitalisering," svarede jeg. På helikopterens basis
hørte
man også vores radio og blev, forståeligt nok, meget
fornærmede.
Enden på det hele blev at en kollega og jeg tog til Basel med det
provokerende foredrag "Diagnose og Terapi i Redningstjenesten under
Hensyntagen
til Tidsfaktoren.." Vi forklarede at redningstjenesten kalder på
kompromis'er: Hvis man er for overfladisk, er man næppe noget
værd,
men hvis man er for grundig, bruger man for lang tid, og det er der
nogen
patienter der kvitterer med øget blødningsrisiko og igen
dårligere overlevelseschancer. Så må man hellere
acceptere
de bedrevidende kommentarer fra de yngre læger på
universitetsklinikkerne,
hvad der jo altid er rig lejlighed til at modtage. Vores argumenter
blev
antaget og effektiviteten kom atter i højsædet, hvad der
er
en forudsætning for vores stadig fortrinlige samarbejde over
grænsen
med redningstjenesten i Basel.
Når jeg ikke havde vagt, kunne jeg godt risikere
at blive kaldt alligevel. Vi havde ikke kun to sygehuse at tage vare
på
som bagvagt, men også redningstjenesten til lands og (til at
begynde
med) i luften, og så var det kun naturligt at der kom til at
mangle
en et af stederne.
(35) Forfulgt af politiet kørte en bil med stor fart og slukkede lygter efter midnat frontalt i en anden. Resultatet var 6 hårdt sårede. Den vagthavende bad om understøttelse fra helikopteren med schweizisk læge samt en kollega - og det blev altså mig. Jeg blev hentet hjemme af politiet og bragt til ulykkesstedet i Weil - også politiet bruger vejen igennem Schweiz når det skal gå stærkt. Da jeg kom var helikopteren allerede ved at starte med den hårdest sårede patient, som blev fløjet den korte vej til Basel. Ikke fordi luftvejen ellers var nødvendig, men den gav os et fartøj med redningslæge ekstra. Kollegaen ledsagede en af de tre patienter der kom til de to sygehuse i Lörrach, mens jeg tog mig af to andre patienter, der kom til Mulhouse i Frankrig (den ene af dem kunne heldigvis transporteres siddende). Da sygehuset dér er ret svært at finde, når man ikke er vant til at køre derhen, bad vi om hjælp fra det franske politi, som ventede med en udrykningsvogn ved grænsen og lodsede os de godt 20 km på bedst tænkelig vis. Egentlig en udmærket udrykning, vi havde fordelt 6 patienter til 4 sygehuse i 3 lande. Men så var det at jeg mente at jeg skulle køre redningsambulancen hjem, i stedet for bare at lade mig blive befordret. Når man nu godt kan lide at køre forskellige biler ... Det blev begyndelsen til en større strid med ledelsen af den lokale redningsorganisation, som gjorde gældende, at lægerne ikke måtte køre ambulancer. Baggrunden var nu nok en helt anden: Jeg havde kritiseret at redningslægen til tider blev aktiveret alt for sent trods en egentlig klar alarmmelding, til tider med fatale følger for patienten. Man kan jo godt lide kritik når den er saglig, konstruktiv og ikke rettet mod en selv. Nu er redningslægetjenesten blevet organiseret anderledes og kører ud til hvad som helst, men dermed stadig uden forsøg på at effektivisere den ved nøjere analyse af alarmerne.
(36) Det er ikke kun alarmerne, der kan kritiseres. Ved et opkald til et stillestående tog var det ikke så meget den medicinske del af udrykningen der var interessant, i første række var det at finde frem til toget, der holdt langt fra alfar vej. Den bevidstløse var en narkoman, der blev vækket på min sædvanlige manér. Så var det, at jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg skulle hente ham midt på en fjern mark, i stedet for at møde op på den næste station. Forklaringen er på sin vis meget enkel: Nødstilfælde i tog = Nødbremse, set fra de fleste passagerers logik. Så kunne man jo spørge, hvorfor der i moderne tog overhovedet skal være nødbremser, altså om de også kan bruges til noget fornuftigt. Et nødsamtaleanlæg til lokomotivføreren kunne nok gøre mere nytte. Som læge er det godt at vide, at der også på andre om-råder klæbes til traditionsbedingte retningslinier af utidigt indhold.
Næste kapitel:
De største ulykker